Godt Nytår 2021!

Foto af S. Hermann & F. Richter, Pixabay

Et nyt år har set sin spæde start. Vi kan se tilbage på 2020 som et pandemiår, der har budt på mange store forandringer for os alle. Planer der har måttet laves om, et privat- og arbejdsliv, der for mange har betydet store udfordringer, på rejser der har måttet udskydes, besøg af og hos nære og fjerne, der er foregået digitalt i stedet for – ja, listen er lang, og afsavnet af socialt samvær er til at tage at føle på, også i vores skønne kompleks af byggeforeningshuse, som jo ellers indgyder til samvær.

For vores forening betød hensynene til corona-epidemien, at vi måtte udsætte generalforsamlingen fra april til august. På generalforsamlingen d. 13. august fik vi en bestyrelse med mange nye ansigter og kun to tidligere bestyrelsesmedlemmer. Undertegnede har overtaget stafetten som formand efter Thor Schliemann, som valgte ikke at genopstille. Referatet af generalforsamlingen finder I her på hjemmesiden.

Det helt store som skete for vores forening i 2020 er ubetinget, da vi i sidst i juni måned kunne tage Fibernet i brug. Efter det store anlægsarbejde blev afsluttet skete tilslutningen uden de store bekymringer. Der skal lyde et oprigtigt og meget stort tak til den tidligere bestyrelse med formand Thor Schliemann i spidsen for det enorme stykke arbejde I har ydet med at få vores internet op at stå! Vi ved det har taget meget af jeres tid og er taknemmelige for, at I gjorde projektet til virkelighed. Det betyder meget at have en god og attraktiv infrastruktur i en så stor forening som vores.

HUSEJERFORENINGEN ABA I 2021

Foruden at vi alle i bestyrelsen har et brændende interesse for vores unikke område med de historiske byggeforeningshuse har vi i bestyrelsen sat som mål, at vi vil arbejde for at skabe mere fællesskab blandt foreningens beboere gennem forskellige aktiviteter som f.eks. loppemarkeder og øget kommunikation til medlemmer og beboere gennem vores hjemmeside og Facebook-gruppe. 

Vi arbejder også for et langsigtet mål om en håndbog om området til inspiration for husejerne, f.eks. i forbindelse med renovering. Vi har et mål om at nå så bredt ud som muligt. Dette skal være med til at øge foreningens fællesskab, samhørighed og tryghed – værdier vi i bestyrelsesarbejdet drives af. Med den verserende epidemi er vi lige nu begrænset til at afholde digitale møder, og må nøjes med at udtænke spændende aktiviteter og initiativer, som vi kommer til at præsentere i takt med det igen bliver muligt at mødes fysisk.

Vi er lige nu i gang med en opdatering af hjemmesiden som vi løbende udvikler til en mere levende side, hvor vi med jævne mellemrum kommer til at publicere nyheder fra vores forening. Disse får man også information om gennem nyhedsbreve som dette, og i vores lukkede Facebook-gruppe. Her kan medlemmer af gruppen poste tips og gode idéer, ligesom vi håber snart at kunne informere om aktiviteter vi i bestyrelsen planlægger – så snart corona-restriktionerne bliver lempede, og vi igen kan omgås.

Du finder gruppen ved at søge på Arbejdernes Byggeforening Amagerkvarteret, eller ved at følge linket: https://www.facebook.com/groups/ArbejdernesByggeforeningAmagerKvarteret. Vi anbefaler alle at gå med i Facebook-gruppen, ejere som lejere. Dette er en god kanal for at kommunikere med andre, der bor i vores skønne husejerforening. Er du ejer med lejere anbefaler vi også, at du informerer lejerne om Facebook-gruppen for at følge med i, hvad der sker i foreningen. Er du ikke på Facebook vil din hovedkilde til information være nyhedsbrevene samt hjemmesiden.

Bestyrelsen mødes ca. 1 gang om måneden, og har du gode idéer til fælles aktiviteter, spørgsmål eller andre indspark til foreningen, er du velkommen til at skrive til undertegnede på mailen post@husejerforeningen-aba.dk

Bestyrelsen ønsker alle beboere et rigtigt godt 2021 med håbet om et år, hvor vi med tiden kan mere end mødes hen over hækken til et spændende arrangement!

Godt Nytår!